Vi arbejder fortsat på løsninger 

Der forhandles fortsat for løsninger både hos industrien og på det øvrige el-tekniske område

25.01-2023 Af Peter Koch Palshøj | Foto: Ulrik Jantzen
forhandlingsudvalg

Debatten om store bededag har sat gang i spekulationer om, hvordan det går med de igangværende forhandlinger om OK23. Industriens forhandlere har derfor udsendt en fælles udtalelse om, at de fortsat forhandler i fællesskab. I den forbindelse understreger forbundsformand Benny Yssing, at der fortsat forhandles for at nå løsninger for Dansk El-Forbunds (DEF) medlemmer både hos industrien og på det øvrige el-tekniske område.  

-    Det er en vigtig melding fra industriens forhandlere, når de siger, at de fortsætter forhandlingerne, selv om de er svære, siger Benny Yssing, formand for Dansk El-Forbund.

-    Jeg vil derfor også gøre det klart, at vi her i starten har haft nogle gode drøftelser med TEKNIQ, når det gælder Elektrikeroverenskomsten. Der er også uenigheder, men det foregår i et godt klima, og målet er at få en forhandlingsløsning, understreger Benny Yssing.

I den fælles udtalelse skriver forhandlerne om industriens overenskomster blandt andet:
”Selv når det blæser uden for, fortsætter vi i fællesskab forhandlingerne om ansvarlige industrioverenskomster for Danmark. Det er ikke nemt, for der er rigeligt at diskutere omkring bordet. Og det er heller ikke just nogen overraskelse, at vi ser forskelligt på spørgsmålet om store bededag.”

Vores hovedforhandlere ved Industriens Overenskomst er Claus Jensen (Dansk Metal) og Mads Andersen (3F), som repræsenterer alle i CO-Industri, blandt andet DEF’s medlemmer i industrien. Repræsentanter fra DEF indgår i forskellige dele af forhandlingerne, og Benny Yssing deltager i CO-Industris centrale forhandlingsudvalg. 

Du kan læse hele den fælles udtalelse fra forhandlerne om industriens overenskomst her.

Development: HJEMMESIDER.DK